Enkelte lyde

Stenografi betyder smalskrift, og går ud på, at bruge forkortelser og et særligt alfabet til at skrive hurtigere end man gør normalt. Det fungerer oprindeligt ved, at man tegner symboler der representerer udtalen af det, som man siger. Der har også været systemer, hvor man representerede, hvordan ord staves. Maskinstenografi fungerer ved hjælp af et specielt tastatur, hvor man trykker på flere taster samtidig, for at skrive en hel stavelse ad gangen. Hvis man omsætter denne ordbogs tastatur til det internationale lydskriftsalfabet ser det sådan her ud:

 s t p h * v b l d ð
 s k v ʁ * ɘ e g s n
     a ɒ ɛ ɔ

På tastaturet hedder tasterne.sådan her:

 S T P H * V P L T D
 S K V R * R E K S N
     A O Æ Å

Når man trykker på flere taster ad gangen, kaldes det for akkorder. Hver akkord kan representeres med en række af tasterne, der indgår i den i rækkefølge fra venstre mod højre. Disse "navne" bruger altid samme rækkefølge:

• Man starter med venstrehåndskonsonanterne: dem, der kommer i starten af stavelser. De går fra venstre mod højre, oppefra og ned, og det er altså den vandrette rækkefølge, der tæller mest. Hvis man trykker på T, P og K er det alstå TKP, fordi K er længere til højre end T og K, og da T og K er i samme lodrette række er det højden der bestemmer: T er ovenpå K, så det bliver T før K. Akkorden med alle venstrehåndskonsonanterne, og kun med dem, ville hedde STKPVHR.
• Derefter kommer tommelfingertasterne: vokalerne. De går fra venstre mod højre. En akkord af alle fire vokaler ville være AOÆÅ.
• Er der ingen vokaler, skriver man en bindestreg. Dette er dog kun nødvendigt, hvis der er højrehåndskonsonanter.
• Til sidst er der højrehåndskonsonanterne. De følger samme rækkefølgesystem som startkonsonanterne: -VRPELKTDSN.
• En række af flere akkorder der skal spilles efter hinanden, for at danne noget, skrives med skråstreger mellem dem. Nogle gange bruger man mellemrum, det betyder, at de slag som er adskilte af skråstreger danner mindre enheder end dem, der er mellemrum imellem: De små enheder er typisk ord, hvorimod de større er teksten som helhed.

Det er nok lettest, at se lydene i grupper. Her er enkelttastskonsonanterne i starten:

• Længst til venstre er tasten S-, som tilføjer lyden /s/ til en stavelse. Generelt tilføjer tasterne i venstre side lyde i starten af stavelser. Det er lyden i starten af ordet "sov". Til højre for S- er T- (oppe) og K- (nede), lydene i starten af "tak" og "krat".
• Til højre for T- er P-, som i "par".
• Til højre for K- er V-, som i "vådt".
• Til højre for P- er H-, som i "har",
• Til højre for V- er R-, som i "rotte".

Følgende vokaler kan skrives med én tast:

• A som i "rav",
• O som i "kok",
• Æ som i "tæt" og
• Å som i "tål".

Der er også kombinationer af vokaler, til at skrive de andre vokallyde med. For det meste, skelnes der ikke mellem lange og korte vokaler.

• -V-tasten laver en v-lyd, eller i nogle tilfælde en f-lyd.Foran andre konsonanter laver den en s-lyd, og sammen med -P og -L, kan den lave en m-lyd.
• -R-tasten skriver en schwa-lyd. Det er sådan r udtales i ord som er, ir og styr.
• -P tilføjer en b-lyd. Det svarer til p-et i slutningen af ordet stop. På dansk lyder p i slutningen af et ord som b i starten. Lige her har jeg dog valgt, at følge retskrivningen i stedet for en mere traditionel lydskrift.
• -E tilføjer endelsen -e. Det bruges dels når e'et er tilføjet af grammatiske årsager, dels for at skelne ord. Det skelner altså mellem "hund" og "hunde", mellem "vis"og "vise" (hvisse skrives med en anden vokal; I ved jo godt, at hvis og vis ikke rimer).
• -L tilføjer en l-lyd.
• -K tilføjer en g-lyd. Altså sådan, som man udtaler k'et i "tak".
• -T tilføjer en d-lyd. Altså sådan, som man udtaler t'et i "rat".
• -D tilføjer en eth-lyd. Det er sådan d'et udtales i ordet "sød".
• -S tilfæjer en s-lyd eller en z-lyd (dansk skelner ikke imellem dem). Dem kan man finde i ord som "kats" og "kages".